Month: March 2019

Vigga Bro: Gamle fortjener respekt som alle andre

Der er ikke meget pensioneret stilstand over Vigga Bro. At hendes gang på jorden har rundet de 80 år, kan hun næsten ikke selv forstå. Kalenderen er fuld, og samfundets aldersfordomme kan hun ikke bruge til noget. Til april er hun aktuel med sin egen forestilling, ‘Sne.’

– Der er umådeligt mange fordomme om gamle, synes jeg. Folk, der ikke kender én, tror som udgangspunkt, at der er noget i vejen med både synet, hørelsen og hjernen.

Sådan siger Vigga Bro, 80-årig skuespiller og historiefortæller. Aldersfordommene er udtalte i det danske samfund, synes hun:

– Hvis folk ikke genkender mig, taler de MEGET HØJT OG LANGSOMT og siger tingene på en simpel måde. Så svarer jeg stilfærdigt: ‘Du behøver ikke råbe’. ‘Nå, har du høreapparat?’ Når de forstår, at man er ved sine fulde fem, snurrer de fem gange rundt om sig selv og tager sig i det. Det er et spørgsmål om tankegang, for i Italien, hvor jeg er kommet meget i mit liv, er der en helt anden og mere respektfuld måde at opfatte gamle mennesker på.

Sneens magi

Den lille skuespiller med det store fortælletalent er i høj grad still going strong. Selvom hun i efteråret kunne fejre sin ottende runde fødselsdag og mageligt kunne trække sig tilbage og nyde sit otium, optræder hun stadig flittigt rundtom i landet. Især som historiefortæller, som i de senere år er blevet hendes foretrukne element. Og det er også som sådan, hun træder frem i sin aktuelle forestilling, ‘Sne’:

– ‘Sne’ er resultatet af flere drivfjedre, hvor den ene er sneens magiske kraft: Lige fra lille har jeg haft det sådan, at sne fortryller verden og åbner porte til eventyr, som før var skjulte. Verden er større, end du regnede med. Og det er jo i virkeligheden et billede også på os mennesker: Under overfladen er der altid noget, du ikke har set. Du taler med et menneske og forstår måske ikke helt, hvorfor vedkommende er sådan og sådan, men pludselig får du en lille flig af noget, og så forvandler personen sig for øjnene af dig, siger hun og fortsætter:

– En anden drivfjeder bag forestillingen er sne som stof, og hvor fantastisk forskellig den kan være: luftig som mel – PUFF! – eller hård og glasagtig som istapper, eller klistret i tøvejr. Som barn elskede jeg at betragte isblomsterne på ruden om vinteren. Jeg kunne blive helt drømmeagtigt væk i dem!

På slædefærd i biografen

Pigen, der drømte sig væk i iskrystallernes formationer på ruden, blev også totalt væk i grønlandsfareren Knud Rasmussen, som hun så i biografernes forfilm i 1940’erne:

– Jeg var overbevist om, at jeg skulle på ekspedition med ham, når jeg blev stor. I min fantasi var jeg der allerede, ude på slæden i pelsdragt og kamikker og skyde isbjørne. Jeg var rent ud sagt forelsket i ham, og først langt senere gik det op for mig, at han var død, før jeg blev født. Når biograferne viste de film under krigen, var det nok en måde at gøre ham til nationalikon på: ‘Grønland, isbjerge og lækre Knud Rasmussen, kan I stikke den, skide tyskere!’, udbryder hun med et skævt grin.

Krigsbarn

Vigga Bro kom til verden i 1937, få år før krigsudbruddet. Hun voksede op i Fredericia, og selvom hun kun var to et halvt, da tyskerne indtog hendes hjemby, husker hun tydeligt besættelsen i 1940:

– Min mor og jeg var sammen i køkkenet, da min faster Laura kom stormende ind med nyheden om tyskernes ankomst. ‘Mor tager sin død!’ råbte hun med vanlig sans for dramatik, hvorpå min mor, der var et hoved mindre end hun, svarede ‘Lille Laura, du skal se, det går ikke så galt’. Det fyldte mig med glæde at have så rolig en mor.

Besættelsen farvede de tidlige år af Viggas liv. Hun husker instrukserne hjemmefra om ikke at lade munden løbe i visse kammeraters hjem. Hun husker mennesker, der forsvandt, og at man var ‘rent ud sagt skidebange’ for tyskerne. Og hun husker – igen gennem dagliglivets prisme – da Danmark igen blev frit:

– Min fætter kom for at låne en bordplade, da de skulle holde befrielsesfest hos ham, og jeg kan se ham for mig rasle afsted med den på cyklen. Pludselig skyder nogen med skarpt, og min fætter styrter af cyklen og ind i en have, mens han råber ‘Dæk! Dæk!’ Der var lommer af tyskere, som først ikke ville overgive sig, og i det hele taget var krigen meget synlig i Fredericia, fortæller hun.

Under radaren

Vigga Bro voksede op med sin mor og tre søskende. Hendes far Viggo døde, mens de ventede hende, og derfor fik hun hans navn. Som pigenavn var det usædvanligt dengang, men moderen, der havde elsket Viggas far højt, var så opsat på at kalde datteren Vigga, at hun indhentede kongebrev for at få lov.

Livet med en enlig mor på lærerpension var fattigt, men trygt. Moderen var ferm med nål og tråd og formåede at få midlerne til at række, så børnene altid var mætte og velklædte. Måske endnu vigtigere var hendes mod til at trodse tidens opdragelsestendenser:

– Dengang var det jo almindeligt, at fædrene kom hjem og uddelte smæk, når børnene havde været uartige. Det gjorde min mor aldrig, og det var der nogle, der så skævt til. Men jeg så min mor som stærk, at hun turde modstå forventningen om korporlig afstraffelse. Min ene storesøster var lidt vild, og der blev jeg i stedet den søde, artige pige, som ikke skabte problemer for min mor. Inde i mig var der fart og ballade, men for at passe på hende blev jeg pæn og stille udadtil. Jeg gik under radaren simpelthen, erindrer hun.

Ordblindhed udstak vejen

Livet under radaren blev skiftet ud med et liv i rampelyset, da den voksne Vigga valgte at gå scenevejen. Med en interesse for historiefortælling var det naturligt at søge ind på det levende ords bane, og når det blev skuespil og ikke for eksempel forfattergerningen, tilskriver hun det delvist sin ordblindhed:

– Når du er ordblind, lærer du at læse dine omgivelser. Hvis ordene på tavlen volder dig problemer, observerer du din lærer i stedet og øver dig i at regne ud, hvad hans kropssprog betyder. Virkelig mange skuespillere er ordblinde, og jeg har hørt, at det også gælder mange i høje stillinger. Jeg tror simpelthen, at man bliver trænet i at overskue helheder og sammenhænge, ræsonnerer hun og tilføjer, at ordblindheden langt op i livet gjorde hende forbeholden over for at udtrykke sig på skrift.

Sen kærlighed

Vigga Bros fortællekunst taler til barnet i os, og trods sine mange år på bagen giver hun indtryk af også at have bevaret en åben linje til sit eget indre barn. Selv blev hun mor i en sen alder: Efter mange barnløse år og en gradvis accept af, at det nok ikke blev anderledes, dumpede datteren Anna med ét ned fra himlen. ‘De gamle æbletræer blomstrer altid smukkest, lige inden de går ud’, som hun poetisk udtrykker det.

Det var også først i en sen alder, at hun traf sit livs kærlighed. Efter at forholdet til Annas far var gået i stykker, og Vigga havde erkendt, at det nok var slut med romantik fra nu af – ja, så fandt også den, i skikkelse af bassisten Erik Moseholm, vej ind i hendes liv:

– Vi traf hinanden til en fest efter en Christianshavner-revy. Vi faldt i snak på vej op ad trappen og kom til at diskutere et eller andet fjollet. Da vi endelig, helt forgrinte, kom ind i lejligheden, var der kun én klaverbænk tilbage til deling til os. Jeg blev så forelsket den aften, helt svedt!

I tiden efter festen ærgrede Vigga sig over, at momentet var forpasset, men pludselig en dag sad han igen som tilskuer nede i salen:

– Sædet ved hans side var tomt, og så tænkte jeg ‘Det er mig, han ser på!’ Tre dage senere inviterede han mig til middag, og så var vi sammen siden, smiler hun.

Sorg og glæde

De fik 25 år sammen, indtil det en dag med ét var slut: I 2012 døde Erik pludseligt af en blodprop. Og selvom det var hårdt for hans efterladte hustru, er hun glad for den måde, han forlod livet på:

– Erik døde med skoene på, som man siger. Det ene øjeblik rask og frisk, det andet WUSJJ var han væk. Sorgen var selvfølgelig voldsom, det er sorg jo, men to ting hjalp mig: Dels taknemmeligheden over den fantastiske tid, vi fik sammen. At opleve en sådan forbundethed med et andet menneske er ikke alle forundt! Dels har jeg altid betragtet selvmedlidenhed som uappetitligt, så hver gang jeg begyndte at gå ned ad den vej, trak jeg mig op og tog mig noget fornuftigt til. Man har altid noget tøj, der skal vaskes, om ikke andet.

I dag har en ny slags kærlighed indtaget hendes liv, i skikkelse af barnebarnet Agnes:

– At blive bedstemor er en stor glæde. Man mærker historiens og slægternes gang på en anden måde, end da man selv blev mor. Der går alt jo op i bleskift og amning, men når det lille barn, som man har båret og født og set skyde i vejret og blive langbenet, pludselig en dag selv bliver mor til et nyt lille væsen – det er en vidunderlig ting.

En værdig sortie

Og hemmeligheden ved som 80-årig stadig at være i fuld vigør? Den tilskriver hun to ting:

– Livsappetit og manglende realitetssans. Det er lidt uvirkeligt med de 80 år, jeg kan ligesom ikke tage mig af det. Jeg har det jo godt og har masser af kræfter. Men det betyder selvfølgelig, at man ikke kan tillade sig at sjaske sin tid væk. Jeg sørger for at leve rimelig sundt, uden dog at være nogen dydsdragon.

Som mange andre ser hun demens som den største trussel mod den gode alderdom:

– Demens er noget, som alle gamle ængstes for. Navnlig hvis man har svært ved navne i forvejen, for var det nu Asger eller Arne, han hed? Vi er jo alle nervøse for senilitet og Alzheimers. Det ville være rart, hvis man kunne spore den på et tidligere tidspunkt, så man kunne have mulighed for at arrangere sin sortie, mens man endnu er ved sine fulde fem. Alzheimers fører til så utroligt mange konflikter og frustrationer hos de berørte, så man må huske at værdsætte det gode liv, mens man har det, slutter Vigga Bro.


Kort om Vigga Bro

  • Født 1937 i Fredericia.
  • Uddannet skuespiller ved AarhusTeater i 1961.
  • Brød igennem i Stig Lommers revyer i1960’erne. Har spillet et væld af roller på teater, film og TV, bl.a. i ‘Barndom- mens Gade’, ‘Jul i Valhal’ og ‘Stille Hjer- te’. Medlem af Teaterrådet 1988-94. Ak- tuel med forestillingen ‘Sne’ på Teatret ved Sorte Hest og siden turné.
  • Bor i København. Var gift med jazz- bassisten Erik Moseholm fra 1993 til hans død i 2012.
  • Mor til dramatiker og instruktør Anna Bro

Solbjørg Højfeldt: Jeg føler mig meget priviligeret

Yoga, krydsord og vinterbadning i Øresund. Det er nogle af Solbjørg Højfeldts redskaber til at holde krop og sind på toppen. Selvom hun har rundet de 70 år, har hun ikke lagt skuespillet på hylden. Men scenelivet er hårdt for kroppen, så efter fire årtier i dansk teater siger hun nu farvel til de skrå brædder med forestillingen ‘Kvinden ved 1000 grader’.

I en menneskealder har Solbjørg Højfeldt været en del af dansk sceneliv. Fra talrige roller har danskerne lært hendes smukke, udtryksfulde ansigt at kende og blevet fortrolige med hendes varme, fløjlsbløde stemme. Men efter fyrre år på scenen er det nu blevet tid at drosle ned:

– Min aktuelle forestilling bliver min sidste teateroptræden. Jeg vil stadig gerne lave film og tv og instruere, men det med selv at stå på scenen siger jeg farvel til nu. Det er simpelthen for hårdt med de der lange, lange stræk op til en premiere, siger skuespillerinden, der sidste sommer fyldte 70.

Ingen kolde fødder

Afskeden med scenen sker med soloforestillingen ‘Kvinden ved 1000 grader’, som er en dramatisering af islandske Hallgrimur Helgasons roman af samme navn. Stykket handler om en kvinde, der befinder sig i tilværelsens slutfase og ser tilbage på sit liv fra den garage, som hendes børn har parkeret hende i. Hvordan har Solbjørg Højfeldt det selv med at blive ældre?

– Det er da ikke så sjovt, siger hun – for så straks at slå en høj befriende latter op. Og nuancere sit svar:

– Gudskelov fejler jeg ikke noget, men jeg kan jo godt mærke, at kroppen bliver stivere og stivere. Det er også en af grundene til, at jeg stopper nu, for jeg må sande, at de mange år med fysisk teater på eksperimentalscener rundt omkring har sat deres spor i kroppen. Desuden tror jeg også, at det er vigtigt at træffe en bevidst beslutning om det og ikke bare lade karrieren fise ud i takt med, at jobbene forsvinder. Så nu laver jeg denne teaterforestilling som den sidste og overlader scenen til nogle andre.

Indtil videre har hun ikke fået kolde fødder over sin beslutning, selvom dagen for sidste forestilling nærmer sig med hastige skridt:

– Det føles meget rigtigt at slutte med den her fantastiske forestilling. Folk siger til mig, at jeg jo altid kan lave en Liza Minelli, men det tror jeg nu ikke, jeg kommer til. Jeg vil stadig gerne være med i film- og tv-produktioner, hvor kravene til ens fysik er nogle andre end på scenen. Og så vil jeg også gerne instruere igen, hvilket, jeg synes, er dødinteressant, siger hun.

Vinterbader i Øresund

Solbjørg Højfeldt bor i Skovshoved sammen med sin mand, skuespillerkollegaen Henning Jensen. Gennem mange år boede de på Frederiksberg i tilpas kort afstand fra hovedstadens mange teatre, men for nogle år siden skiftede de københavnerboligen ud med en mindre lejlighed i den nordsjællandske forstad. Tæt på Øresund, hvis kolde bølger hun hver morgen tager en dukkert i:

– Det er blevet en vane for mig at gå ned og få det endorfinboost hver morgen. Det er der også mange andre, der gør, og det giver et helt særligt fællesskab at sidde i saunaen sammen bagefter.

– Der er noget socialt i at mødes på lige vilkår, uden tøj eller andre statusmarkører, bare med hver sit håndklæde omkring sig. Folk taler meget med hinanden der, og det er rigtigt sjovt at opleve den forbundethed med mennesker, som man i andre sammenhænge aldrig ville falde i snak med, konstaterer hun.

Det gode skuespil

Nogle vil måske forbinde Solbjørg Højfeldt med en air af ophøjet glamourøs utilnærmelighed. Fra roller som blandt andre den narcissistiske mor i Bille Augusts legendariske Zappa fra 1983 har hun fået et vist image af distanceret, selvkontrolleret overklassekvinde. Men der er nu intet koldt eller distanceret over virkelighedens Solbjørg Højfeldt. Tværtimod udstråler hun en åbenhed og varme, der får én til at føle sig naturligt godt tilpas i hendes selskab.

Skuespiller blev hun ad omveje: Egentlig ville hun være læge og redde menneskeliv, men medicinstudiet føltes for langt og uoverskueligt, så i stedet blev hun laborant og tænkte, at så kunne hun nok videreuddanne sig til læge senere.

Arbejdet i hospitalsverdenen var sådan set også spændende nok, men der manglede alligevel et eller andet, så da Ebbe Langberg genåbnede Aalborg Teaters elevskole i starten af 1970’erne, søgte hun ind dér. Og kom ind. Og selvom lægegerningen og skuespillet umiddelbart virker som to ret forskellige verdener, mener hun, at også skuespillet dybest set handler om at gøre godt:

– For mig handler teater i høj grad om at forløse følelser hos publikum. Som tilskuer kan man få bearbejdet ting gennem det, der foregår på scenen, og som skuespiller er det en kæmpe gave at få lov at være kanal for det. Den der oplevelse af at komme ind i et fælles åndedrag med publikum – det er selvfølgelig ikke altid, at det går op i sådan en højere enhed, men når det gør, er det helt specielt.

Daglige meditationsritualer

For en del år siden opdagede hun buddhismen og blev fascineret af den. I dag er buddhismens tankesæt en integreret del af hendes liv, men ikke i nogen dogmatisk version med faste daglige meditationsritualer:

– Jeg praktiserer min egen version og mediterer, når jeg føler behov for det. Jeg bruger en åben meditationsform, med åbne øjne og hvor jeg siger mit mantra højt. Buddhismen har givet mig en ro og en rummelighed, for i buddhismen beder man meget for andre mennesker.

– Når man har sat sig i et andet menneskes sted, opnår man næsten altid en større forståelse for dem. Så i stedet for at lukke ned og sige: “Gud, hvor er han eller hun dog forfærdelig”, så lukker man op for den andens perspektiv, siger hun og fortsætter:

– Buddhismen har også åbnet mig for en større taknemmelighed. Jeg har ikke så ondt af mig selv mere, som jeg kunne have før i tiden. Der er noget befriende i at betragte sig selv og sine problemer udefra og opdage, hvor heldig og privilegeret man egentlig er. At indse, at der er andre, der har det tusindfold værre.

– Jeg ser også anderledes på min krop og mærker en taknemmelighed for den: at den er modtagelig og efter en periode på den lade side kan annektere den træning, du giver den, reflekterer Solbjørg Højfeldt.

Kørsel og krydsord til hjernen

Kroppen passer hun på ved blandt andet at cykle og især gå: lange ture fra Skovshoved ind til byen og tilbage igen. Desuden dyrker hun yoga, for som hun siger:

– Min vidunderlige fysioterapeut har fortalt mig, at muskelstyrke kan man opdyrke, lige så længe man lever. Det er bare at løfte nogle jern. Smidigheden derimod forsvinder, hvis ikke man holder den ved lige.

Sin hjerne holder hun smidig ved blandt andet at løse krydsord, hvilket hun og hendes mand altid har nydt at gøre sammen. Derudover gør hun en dyd ud af at udfordre de vante tankemønstre og dagligdagsrutiner, når lejligheden byder sig:

– Det er jo velkendt, at man mister sin årvågenhed med alderen, hvis ikke man aktivt holder den ved lige. Når jeg kører i trafikken, kan jeg godt lide at lade tilfældet råde lidt, så hvis bilen foran mig drejer, kører jeg ligeud, og omvendt. Altså når der er flere veje til målet selvfølgelig – jeg kører ikke kæmpe omveje bare for det, smiler hun og fortsætter:

– Jeg læser også bøger om hjernen og om, hvordan man passer bedst på den med sin kost. Det er jo fascinerende, at sådan noget som en valnød, der er fuld af de fedtstoffer, som hjernen har brug for, faktisk ligner en hjerne, siger hun og fremdrager dermed det nok mest berømte – og rent faktisk retvisende – eksempel på renæssancens forestilling om, at fødevarer gavner de organer og kropsdele, som de ligner.

Terapi gav ro

Som mange andre, der runder de 70, er Solbjørg Højfeldt opmærksom på risikoen for demens. Selv mistede hun sin ven og kollega Peter Steen til Alzheimers i 2013 og tænker om sygdommen, at det må være frygteligt at forsvinde i småbitte stykker ad gangen. Ikke mindst for de nærmeste pårørende, som kun kan se til, mens deres elskede gradvist opsluges af demensens tåger.

Sindets veje og vildveje er i det hele taget noget, der optager hende. Hendes mand Henning har gennem livet været ramt af depressioner og fortalt åbent om det i interviews og foredrag. Selv har hun ikke i samme grad et skrøbeligt sind, men for nogle år siden måtte hun alligevel gennem et længere terapiforløb for at få ryddet op på de indre linjer:

– Jeg havde nået et punkt, hvor jeg følte mig udbrændt. Jeg må virke stærk på andre, for når jeg forsøgte at række ud og bede om hjælp, trængte det ikke rigtigt igennem. Så jeg rådførte mig med en psykiater, jeg kender, og han anbefalede mig en bestemt psykolog. Hun kunne først tage mig ind efter nogle måneder, men at vente på hende er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. I tre år gik jeg ugentligt hos hende, og det hjalp mig virkelig, fortæller hun.

Et af de temaer, der blev vendt i terapien, var hendes mors tidlige død, dengang Solbjørg var bare seks år. Et andet var hendes fars traumatiske oplevelser som modstandsmand under krigen, hvilket siden prægede ham og dermed også indirekte hans datter. Den terapeutiske bearbejdning af barndommens og ungdommens oplevelser gav virkelig pote, føler hun:

– Det var stinkende hårdt arbejde, men resultatet var fantastisk. Og det er ikke kun mig, der siger det, det kan Henning også mærke på mig. Jeg har fået en ro og en afklaring, som ikke var der før. En accept af de ting, som alligevel ikke kan ændres. Det er aldrig for sent at slutte fred med sin historie, slutter Solbjørg Højfeldt med et smil.


Kort om Solbjørg Højfeldt

• Født 1947, opvokset på Frederiksberg, i Buddinge og Frederikshavn.

• Oprindeligt uddannet hospitalslaborant, siden skuespilleruddannet ved Aalborg Teater i 1977.

Har spillet utallige roller på teater, film og tv, bl.a. i Zappa, Riget, Slingrevalsen (som indbragte hende en Bodil), Brødre og Herrens Veje.

• Modtog i 2016 Lauritzen-prisen for sit bidrag til dansk scenekunst.

• Aktuel på Folketeatret med sin afskedsforestilling ‘Kvinden ved 1000 grader’ baseret på Hallgrimur Helgasons roman af samme navn.

• Bor i Skovshoved med sin mand, skuespillerkollegaen Henning Jensen. Har en voksen søn fra et tidligere ægteskab.

Psykologen om: Erhvervet hjerneskade

”Jeg har en følelse af, at jeg aldrig kan blive den, jeg var før. Og det er svært, da det ofte er den person, jeg længes efter at blive igen.” Sådan sagde én af mine unge klienter, der har pådraget sig en hjerneskade. Jeg kunne ikke lade være med at blive voldsomt berørt, for som hun sad der, repræsenterede hun enhver forældres værste mareridt: At der kan ske vores børn noget.

Hvert år erhverver mellem 500 og 1000 børn og unge en hjerneskade som følge af ulykke eller sygdom. Det betyder, at de og deres familier pludselig skal indstille sig på en helt ny hverdag. Hjernen er som en meget kompleks computer og er involveret i vores måde at være på, tænke på og bevæge os på. Hvordan skaden kommer til at influere på den ramtes liv afhænger af skadens placering, og hvor store områder i hjernen, der er beskadiget.

En erhvervet hjerneskade kan medføre tab eller svækkelse af funktioner på flere områder både kognitivt, fysisk, personlighedsmæssigt og socialt.

Hjerneskade kan lade vente på sig

Uanset sværhedsgraden medfører en erhvervet hjerneskade forskellige fysiske og kognitive følger. Umiddelbart efter skaden kan det være utroligt vanskeligt at vurdere, hvor store konsekvenser, skaden vil have på længere sigt.  Er der fysiske symptomer, vil de være de mest iøjnefaldende. Ofte sker der en hurtig bedring i de fysiske symptomer, mens de mindre synlige følger af skaden kan være sværere at få øje på.

Ekstra vanskeligt vil det være, når en skade måske slet ikke kommer til udtryk på det udviklingstrin, hvor barnet befinder sig. De dukker måske først op flere år efter, når en funktion, som burde blive udviklet hos barnet, ikke bliver det.

Øget risiko for depression

Den ramte vil hurtigt forsøge at vende tilbage til livet, som det så ud inden skaden. Børn og unge, der bliver ramt af hjerneskade, er ofte optimistiske i begyndelsen, når de lige er kommet hjem fra sygehuset eller genoptræningscenteret.

Senere, når de bliver bedre i stand til at se sig selv udefra, kan de blive opgivende, triste og irritable. Hvis ikke der er fysiske forandringer, som er synlige, kan det være svært for andre at forstå, hvad der er sket. Barnet ligner jo sig selv, og det giver udfordringer for både den ramte og de nærmeste.

Vi ved, at de har øget risiko for at udvikle følger som depression og angst. Ingen tvivl om, at det er følelsesmæssigt hårdt at leve med den anderledes hverdag, hvor man støder på ting, man tidligere tog for givet, at man kunne, og som nu er udfordrende eller helt umuligt.